"Forskellen er den, at i _Béowulf_ er faderhævneren en fra Ingeld forskellig person. Dette er sikkert det ældre, og Ingjaldskvadets det yngre. Det gælder som en lov for episk udvikling, at man arbejder sig hen imod det enklere; hvis to personer udförer beslægtede handlinger, vil den ene af dem forsvinde; og i kraft af digtningens midtpunktsögen, vil bifiguren gå ud af spillet, hans rolle vil enten blive til intet eller overtages af hovedpersonen. Digtningen har gjort et stort skridt frem i episk tætning, da Ingeld blev både faderhævner og den der forsköd sin hustru; det hele drama udspilles nu imellem den unge konge og den gamle stridsmand. * * * * * "Episk er omdannelsen naturlig nok; nationalt er den meget mærkeligere. Det er ikke så underligt, at den ældre form handler om Daner og Hadbarder, den yngre om Daner og Sakser. Men det overraskende er, at Hadbardernes parti göres til 'Daner' og de tidligere Daner til 'Saksere'; den danske heltetradition er her ganske vildfarende i, hvem der er folkets egne forfædre, og hvem der er dets bitreste fjender. Dog også dette bliver episk forklarligt. Bevidstheden om Hadbarderne, der engang havde fyldt Danerne med rædsel, svandt efterhånden bort, fordi Östersöegnenes hele ætniske stilling forandredes. Ikke en eneste gang er deres navn overleveret i samtlige den nordiske literatur! Men hvor synskres og navne glemmes, drages personer og optrin nærmere til. Efter Vendernes indvandring til Östersökysten bliver alle dens gamle sagnhelte opfattede som Danske: Anglernes Offa, Hadbardernes Ingeld, Holmrygernes Hagena. Senere i tiden flytter også andre af den gotiske verdens store sagnskikkelser nordpå: minder om Hunnerslaget overföres på Danmarks sydgrænse (Dan, Fredfrode); Volsunger, Nibelunger, Didrikskæmper--alle blev til en eller anden tid gjorte til vore landsmænd, efter ganske samme nærhedslov, hvormed Nordmændene gjorde danske kæmper som Starkad og Bjarke til norske helte. I og for sig er der intet mærkeligere i, at Ingeld og den opæggende gamle spydkæmpe göres til Daner. Som _Bjarkemål_ blev udgangspunkt for ganske uhistoriske forestillinger on Skjoldungætten, sker det også her--i endnu större målestok. Ingjaldsk vadet bar bortkastet alt det historiske stof, undtagen den gamle kæmpes harmtale, og det skaber en ny episk sammenhæng, som det gennemförer paa glimrende måde. "Nu forstaar vi Ingelds nationalitetsskifte. Det mærkelige er blot, at de oprindelige Daner blev gjorte til Saksere. Men også, dette fölger af den episke udvikling. Når den gamle kæmpe er det punkt der tiltrækkes (fordi han er det poetiske tyngdepunkt), må hans modparti frastödes og göres til Danefolkets fjender. Nogen selvstændig betydning ejer denne part jo ikke.