"Digtet fortæller on det forsög der blev gjort på at stille den lange fejde, der var fört mellem Danernes folk og Hadbardernes, af Halvdan og Hrodgar imod Frode og Ingeld. Forsoningen skulde frembringes ved bryllup mellem Ingeld og Hrodgars datter Freyvar (Fréaware). 'Hun blev lovet, ung og guldsmykt, til Frodes hulde sön; det bar tyktes Skjoldungers ven så, rigets vogter (i.e., Hrodgar) har fundet det rådeligt, at ved den viv skulde tvisten og dödsfejden stilles. Ofte, ej sjælden, hviler dog dödsspyddet kun föje tid efter mandefald, hvor gæv så bruden er. Da må det mistykke Hadbardernes drot og hver thegn af det folk, når ban går med jomfruen i hallen, at en hirdsvend af Danerne skænked for skaren; ti på ham stråler fædrenes eje, hårdt og ringlagt, Hadbardernes klenodier, sålænge de ejede de våben (indtil de misted i skjoldelegen de kære fæller og deres eget liv). Da mæler ved öllet en gammel spydkæmpe, der ser skatten, og mindes al mændenes undergang; grum er hans hu. Fuld af harm begynder ban at friste en ung kæmpes hu med hvad der bor i hans bryst: "Kender du, min ven, denne klinge, som din fader bar til sværdstævnet sidste gang--dette kostelige jærn--dengang Danerne slog ham; de beholdt valpladsen, de raske Skjoldunger; siden kom der aldrig oprejsning efter kæmpernes fald. Nu går her afkom af de banemænd her i hallen, pralende af skattene, bryster sig af drabet, bærer det klenodie som du med ret skulde eje!"--Således maner og minder han atter og atter med sårende ord, indtil den stund kommer, at jomfruens svend segner blodig ned for klingens bid, skilt ved livet for sin faders dåd; men den anden (i.e., drabsmanden) undflyr levende, han kender vel landet. Da brydes fra begge sider ædlingernes edspagt; i Ingeld koger dödshadet, men kærligheden til hans viv kölnes efter den harm. Derfor kalder jeg ikke Hadbardernes trofasthed, deres del i folkefreden, svigelös mod Danerne, deres venskab ikke fast.'[176]